Indledningen til projektet lød: På den kunstige nyanlagte ø Ijburg øst for Amsterdam er man ved at udvide med et nyt boligområde “De Dikke Dijk”. Her skal placeres række atelierboliger, hvor unge kunstnere og kreative kan ansøge om at bo og arbejde.
Eleverne på AB skulle i projektet arbejde i 1:50. Der skulle afleveres tre skitseforslag, som alle tog udgangspunkt i, at bygningen skulle indeholde; private rum, fælles køkken og opholdsrum, et atelier og et uderum, der forholdt sig til både de omkringliggende bygninger og den kunstige ø.
En af de fantastiske ting ved et projekt som dette er, at selvom projektet er beskrevet og defineret i detaljer, så kommer der meget forskellige løsningsforslag frem i løbet af ugen. Hvilket bliver tydeligt, når eleverne fra de andre linjefag om fredag vælger deres favorit, og det hus de gerne vil bo i.