www.designhojskolen.dk-mathias-falkenstroem-mathias-falkenstroem-8-hero-2000x1000
8. February

Mathias Falkenstrøm

Møbel, Rum og Produktdesign

Højskolens fællesskabsfølelse er noget af det mest givende, man kan byde sig selv.

Af — Mathias Falkenstrøm

Efter at jeg blev færdig med Handelsgymnasiet, kunne jeg slet ikke vente med at prøve kræfter med design og kreativitet. Jeg undersøgte forskellige muligheder og endte med at besøge Den Skandinaviske Designhøjskole (DSDH) til et åbent hus arrangement. Med  det samme blev jeg dybt forelsket i skolen, så jeg skrev mig op til en plads.

At være på højskole er en stor social mundfuld, men hvis man er klar på at indgå i et fællesskab, hvor man løfter i flok og giver plads til andre, så er højskolens fællesskabsfølelse noget af det mest givende, man kan byde sig selv, og noget alle burde prøve.

 

Vigtigst af alt blev jeg bekræftet i, at den kreative side af mig skulle have lov til at blomstre.

 

Udover at lære alt det åbenlyse i form af teknikker, processer og basale byggekundskaber, blev jeg vigtigst af alt bekræftet i, at den kreative side af mig skulle have lov til at blomstre. Når jeg tænker tilbage, så tror jeg specielt, at det var underviseren på Møbel, Rum og Produktdesign, Kåre Birk, der åbnede mine øjne for, hvor fedt det kan være at være produktdesigner. Det gjorde mig klar over, at det var den rette retning for mig.

Jeg kan sige uden tøven, at det var undervisningen på DSDH, der gjorde, at jeg var klædt ordentligt på til de videregående designskoler. Jeg endte med at blive optaget på møbeldesign på Det Kongelige Akademi (KADK) og flyttede til København.

 

Undervisningen på DSDH gjorde, at jeg var klædt ordentligt på til de videregående designskoler.

 

Sideløbende med studiet har jeg også undervist en del i møbeldesign. Blandt andet har jeg været tilbage på DSDH. Det har været en helt vildt god oplevelse. Jeg har altid lidt en følelse af at komme hjem, når jeg kommer tilbage til DSDH – en følelse, som jeg tænker, mange tidligere elever kan genkende. Jeg har fundet ud af, at jeg virkelig holder af at formidle designfaget, og det er altid fuldstændig fantastisk at formidle til nogen, som deler ens passion og som virkelig interesserer sig for, det man lærer fra sig. På DSDH er eleverne altid meget engagerede, og det gør bare oplevelsen 100 gange federe.

 

Efter at jeg stoppede på KADK, har jeg arbejdet som produkt- og materialeudvikler hos Møbelvirksomheden Mater A/S. I mit arbejde hos Mater udvikler jeg nye møbler og materialer, som har til opgave at rydde op på planeten. Det gør jeg ved kun at bruge affald – plastik fra havet, glasfiberaffald fra vindmølleproduktion eller helt almindeligt husholdningsaffald. Ved hjælp af nye teknologier upcycles affaldet til spændende kompositmaterialer, som kan bruges i nye møbler.

I øjeblikket medvirker jeg i programmet “Danmarks næste klassiker” sæson 3 på DR1. Det er et program, hvor fem danske møbeldesignere over flere programmer skaber deres bud på Danmarks næste klassikere af møbler. Jeg var en smule nervøs for, om jeg måske var lidt for ung og dygtig nok, men jeg valgte at sige ‘ja’ til udfordringen. Mine arbejdsmetoder i programmet lægger sig meget op af dem, jeg til dagligt bruger. Jeg føler, at jeg som nyuddannet møbeldesigner har et stort ansvar for at designe på en bedre, mere bæredygtig og langsigtet måde. Derfor har jeg et stort fokus på at designe møbler til tiden og vigtigst af alt til fremtiden. 

De sidste optagelser er afsluttet, og derfor vender jeg tilbage fuldtid på Mater. Derudover er jeg i gang med at få møblerne fra “Danmarks næste klassiker” ud til forskellige producenter, så de forhåbentlig snart kan købes.

www.designhojskolen.dk-mathias-falkenstroem-mathias-falkenstroem-3

Foto af Ditte Gøricke

www.designhojskolen.dk-mathias-falkenstroem-mathias-falkenstroem-6

Foto af Ditte Gøricke

www.designhojskolen.dk-mathias-falkenstroem-mathias-falkenstroem-7-1333x2000

Foto af Ditte Gøricke

www.designhojskolen.dk-mathias-falkenstroem-mathias-falkenstroem-5

Foto af Ditte Gøricke

www.designhojskolen.dk-mathias-falkenstroem-mathias-falkenstroem-4

Foto af Ditte Gøricke

Screenshot

Screenshot

Scandinavian
Design College