En valgfagsuge med anderledes og nye materialer.
Eleverne har i denne uge eksperimenteret med valgfagene – tekstil manipulation, mycelium, støbning i gips, håndgjort papir og plantefarvning. Det har været en uge fyldt med nysgerrighed, sjove ideer og hands on-erfaring.
Tekstil manipulation
Tekstil manipulation med beklædningsdesigner, Stina Resting. Eleverne har arbejdet med at skabe tekstile prøver, der viser forskellige variationer af tekstile teknikker. På symaskinerne arbejdes der med metoderne – pleating, kviltning, drawstring og rynkning. Det skal blive til en samling af flotte tekstile udtryk.
Mycelium
Søren og Lasse fra Hypha Co-Lab underviser i, hvordan eleverne kan arbejde med mycelium. Kort fortalt er mycelium et bæredygtigt alternativ og er selve netværket af rødder, inden det bliver til en svamp. I løbet af ugen handler det om, at blive bedre til at arbejde med mykologi samt være nysgerrige på se, mærke og opleve.
Støbning i gips
Gips er et sjovt materiale, der hurtigt tager aftryk af den form, der bliver anvendt. Eleverne skal prøve at arbejde i gips med bløde organiske forme, geometriske hårde forme og indfarvning af selve gipsen. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Papireksperimentarium
I et sanseligt papireksperimentarium handler det om at arbejde med håndgjort papir og papirets mange muligheder. Her afprøver eleverne forskellige teknikker, når det kommer til at producere deres eget papir med indfarvning, mønstre, tekstur og form.
Plantefarvning
Plantfarvning er et gammelt håndarbejde og en farvemetode med naturens egne farvestoffer. Eleverne får prøvet teknikker som indfarvning, efterbehandling og mønsterteknikker med forskellige tekstiler. Plantefarven udvindes i denne uge af blandt andet valnødder, blåtræ og rejnfang.