Efter ét sabbatår, ét afslag fra drømme-uddannelsen og ét døgn med gråd og frustration over hvad fremtiden nu skulle bringe, stod det mig klart, at en højskole med fokus på design, var min vej ind i den verden som jeg ønskede at være en del af.
Hvad jeg ikke vidste da jeg tilmeldte mig Den Skandinaviske Designhøjskole, var at jeg på dette sted, et par kilometer uden for Randers, ikke blot ville finde nogen af de bedste mennesker jeg kender i dag, men i den grad også finde mig selv.
Jeg trådte ind på Den Skandinaviske Designhøjskole med en intention om, at få et bedre kendskab til grafisk design, skabe mig en portfolio og forhåbentlig bygge broen til drømme-uddannelsen. Jeg kom dog ud, med meget mere end det.
Den Skandinaviske Designhøjskole skaber familier, grundet skolens store sociale fokus. At vende tilbage til skolens årlige arrangementer for gamle elever, føles stadig som at komme ‘hjem’ – Båndet jeg har til DSDH og de mennesker jeg har lært at kende herfra, føles tæt på ubrydelige.
Under mit ophold på DSDH, på skolens grafiske linje, lærte jeg hvordan en design-proces fungere, hvordan man tænker ud af boksen (og somme tider ind i den igen). Jeg lærte at ingen idéer er for store eller for små, at en danse pause i ny og næ kan give pote og at printeren er menneskets bedste ven.
Et projekt jeg særligt husker fra min tid på Visuel Kommunikation, var et projekt omhandlende packaging, med fokus på nysgerrighed. Jeg husker at jeg i denne forbindelse, havde en lang snak med min underviser, omkring min undren og nysgerrighed til universet. Dette ledte til projektet “at pakke universet ind” – I en papkasse beklædt med modellervoks-kugler, indpakket i sort folie og med en tilhørende note: “Denne boks indeholder universet”.
Mit navn er Caroline, jeg er 22 år gammel og studere nu Visuel Kommunikation på Danmarks Designskole – KADK. “Universet” står nu i min vindueskarm i min lejlighed i København.
