Hvad definerer en taske, hvilke behov skal tasken opfylde og hvilke materialer har de rigtige egenskaber?
De spørgsmål var nogle af dem, eleverne på linjefaget Møbel, Rum og Produktdesign stillede sig selv, da de gik i gang med projektet. Nogle valgte at arbejde i læder, andre kombinerede læder med andre materialer og en afsøgte muligheder for at sy en shopper i kork.
Kendetegnende for projektet var, at mange teknikker blev afprøvet: Der blev syet i hånden og på gamle lædersymaskiner, og der blev flettet i læder, nogle arbejdede med at indfarve læder, andre kombinerede kernelæder, skind og tekstiler.
Et skønt eksempel på et projekt, der begynder samme sted, men tager rigtig mange forskellige retninger i løbet af ugen, for at lande et super spændende sted både for eleverne på MRP og for alle os andre på højskolen.