Eleverne lavede en personlig bog — helt ned til mindste detalje.
En ‘Artist book’ er ikke en sketchbook eller en almindelig bog. Det er en personlig bog, fyldt med eksperimenter, der både kan tage form med ord, billeder, tegninger og maling. I valgfaget ‘Artist book’ måtte eleverne selv vælge, hvad siderne i deres bog skulle fyldes med. Nogle brugte avisudklip fra gamle bøger og blade, som de synes var inspirerende, og andre udfyldte bogen med deres egne tegninger, farvetryk eller lavede et miks af det hele. Alt i bogen var 100% personligt — selv papiret havde eleverne lavet. Æggebakker, karton, aviser og papir blev genanvendt til at lave papiret, hvilket også gjorde, at papiret fik en helt særlig tekstur, hvor hver side var forskellig. Eleverne kunne også bruge deres ‘Artist book’ som en del af deres portfolio, hvis de manglede et personligt touch i den.