I en tid, hvor der ofte er afstand mellem idé og tilvirkning af et produkt, skaber bronzestøbningen med sin forholdsvis enkle teknik en stærk oplevelse af sammenhæng mellem kunstnerisk og håndværksmæssig virksomhed.
Bronzestøbning var ét af de fag, eleverne kunne vælge mellem, da vi i uge 7 havde valgfagsuge på DSDH.
Bronzestøbning er en udtryksform og en teknik, som kom til Danmark for 3000 år siden.
I valgsfagsugen arbejdede eleverne med hele processen fra idé over modellering til forarbejdning, støbning og efterbehandling. Første opgave var design og støbning af et dørgreb til en yderdør med inspiration fra Art Nouveau og Art Deco. Anden opgave var en klokke, som kunne anvendes til møder og samlinger på højskolen.
Der blev støbt efter Cire perdue-metode , som betyder tab af voks. Selve støbning er en hurtigt proces og kræver stor præcision, men arbejdet hen mod støbning og efterbehandling er en proces, hvor tålmodighed og omhyggelighed er nødvendigt. Tålmodigheden i processen, arbejdet med detaljerne på formen og timerne med slibemaskinen resulterede i nogle fantastisk flotte, individuelle og unikke dørgreb og klokker.