Jagten på den perfekte prik var sat ind i ugens projekt, hvor der var fokus på serigrafi, tegneteknik og proportioner.
I dette projekt var Yayoi Kusama, en kvindelig japansk kunstner, inspirator for en del af arbejdet med prikker. En prik er nemlig ikke bare en prik, men kan have forskellige former og tilsammen kan de danne nye udtryk. I denne del var det tegneteknikken, der blev spidset til, da der skulle laves prikker på tapet.
Derudover arbejdede eleverne med serigrafitryk, som er en teknik, hvor man bruger en ramme til at genskabe illustrationer eller en anden form for billedeaftryk på stof eller papir. Frugt og grønt blev brugt som aftryk og inspiration; for eksempel kan de forskellige teksturer i en overskåret citron bruges til at danne cirkulære mønstre.
Hele ugen havde eleverne arbejdede med deres designs på t-shirts og tapet, og projektet blev afsluttet med et fotoshoot, hvor eleverne selv agerede modeller og stylister.